Susanne Winsløw

"Fanø og Sønderho er mit hjerteblod. At bo på Fanø, specielt i Sønderho, er med til at give mennesker en livskvalitet ud over det sædvanlige. Jeg arbejder for, at vi kan tiltrække flere gæster til vores ø, således at det økonomiske grundlag gør det muligt at leve videre som selvstændig kommune."

Jeg er 64 år, og har boet fast i Sønderho siden 2006. Jeg er ud af gammel Sønderhoslægt, og har tilbragt mange ferier helt tilbage fra min barnetid her.

Jeg er uddannet cand.scient med biologi fra Københavns Universitet og har arbejdet i uddannelsessektoren i 40 år. Sidst som underviser på pædagog - og læreruddannelsen i Esbjerg og Ribe.

I perioden 1994-2002 har jeg siddet i kommunalbestyrelsen i daværende Løgumkloster kommune som repræsentant for en lokalliste, så jeg har erfaring fra det politiske arbejde og ved, hvilken betydning en lokalliste kan have i det kommunalpolitiske arbejde.

Siden jeg har bosat mig i Sønderho, har jeg været aktiv i foreningsarbejdet og Godtfolk festivalen. Jeg er nu formand for Fonden Gamle Sønderho og sidder i bestyrelsen for Sønderho Gamle Fuglekøje.

At bo på Fanø, specielt i Sønderho, er med til at give mennesker en livskvalitet ud over det sædvanlige. Jeg vil arbejde for, at vi tiltrækker flere gæster til vores ø, således at det økonomiske grundlag gør det muligt for øen kan leve videre som selvstændig kommune. Det er meget vigtigt, at vi modtager vores gæster på en sådan måde, at nogle af dem får lyst til at bosætte sig her. Det forudsætter, at infrastrukturen fungerer, at der gode børnepasningstilbud – også i Sønderho, og at der er ledige boliger, man kan betale.

Vi skal tilbyde vore gæster mulighed for at opleve både naturen og kulturen på en kvalificeret måde. Det skal kommunen være en del af. Naturvejlederordningen skal genoptages, og vi skal være med til at fortælle om de unikke oplevelser, man kan få som følge vores placering i Nationalpark Vadehavet. Derfor skal vi have bygget vores eget naturcenter, hvor gæsterne kan orientere sig om mulighederne.